El que ríe el último, ríe mejor.

I dag har jeg grædt. Det var godt, faktisk. Det var en lang tid siden sidste gang jeg græd. Måske plejer jeg at blive forsømt. Men det er dog stadig svært, når jeg ved, de hjalp andre mennesker, de vil ikke hjælpe mig.  

I dag har jeg husket, hvorfor jeg aldrig bede om hjælp. Fordi jeg venter på dem, og jeg gør ikke, hvad jeg nu skal gøre. Og endelig få jeg ikke noget, og jeg bliver SKUFFET. Skuffet er ordet, der jeg føler altid. 

Jeg er skuffet med min forældre, som de er med mig. 
Jeg er skuffet med min lærere fra skolen, fordi de så ikke noget.
Jeg er skuffet med min skolekammerater, som elskede mig bare for deres interesse, og jeg vidste det. 
Jeg er skuffet med de drenge, der sagde, at de elskede mig, men de ville bare sex.
Jeg er skuffet med Spanien, men ikke for krisen, men for ikke at tage, hvad de havde med mig.
Jeg er skuffet med mig selv, fordi jeg stoler altid de andre.

Undskyld. Men mennesker og lande har aldrig givet mig noget, og hvis jeg ikke har lyst til det, give jeg ikke nogen noget. Jeg har fået nok.